Hej,
min meddelelse er måske ikke så relevant her, men jeg er bare så ked af det og har brug for at skrive noget ned til nogen som måske forstår mig.
Jeg er en pige på 25 år. Min elskede, elskede lille mis er blevet aflivet for 2 timer siden og jeg er så ked af det. Min far fik testikkelkræft og derfor fik jeg aldrig de søskende som både mine forældre og jeg gerne ville have haft. I stedet fik vi Krumme, en dejlig almindelig huskat, da jeg var 9 år gammel. Hun har altid været som en søster for mig, og for et par timer siden var det så slut. 16 år blev hun.
Hun var blind til sidst, men klarede sig faktisk ganske fint. Hun har altid rendt udenfor i haven-skoven-omegnen, når hun ville, men her det sidste halve år har hun kun været ude i snor. Det fandt hun sig i, snusede rundt og havde det udmærket.
I morges ringede min mor så til mig - at Krumme ikke havde det så godt. Hun har ikke spist så meget det sidste stykke tid og i går havde hun hylet og hylet. Min mor havde snakket med dyrlægen og han havde sagt, at det måske var fordi lille-missen havde ondt. Så var der jo ikke andet at gøre end at mine forældre måtte af sted med hende. Dyrlægen kunne heldigvis tage hende i dag og nu er det så slut.
Jeg har det så skidt. Den søster, jeg aldrig fik i menneskeskikkelse, fik jeg i dyreskikkelse, og nu er hun væk.
Men kære kære søde Krumme-Ibsen. Du er MIN mis og jeg vil aldrig nogensinde glemme dig.
Hvis jeg får en ny kat, er det ikke for at erstatte dig, kun fordi jeg godt kan lide din slags.
Du vil altid være i mit hjerte, altid!!!
Håber du har fået det bedre der, hvor du er nu. Vi ses en dag.
Kærlig hilsen fra din "Mor/Søster" som altid vil have dig nær.
Christine.
Ps: til evt. læsere af min fortælling: tak for taletiden. Det betyder meget for mig at få "læsset af".
Skriv gerne hvis du har en lignende fortælling - christines@mail.dk
|
