Kære Daisy. Nu er det snart 1/2 år siden, jeg måtte sige farvel til dig. Det var fuldstændig uoverskueligt, og det lyder overdrevet, men jeg havde slet ikke lyst til at leve videre uden dig. Kunne slet ikke forstå, vi aldrig skulle være sammen mere: lege, snakke, pjatte og sove med dig snorkende i fodenden.
Nu er tiden gået, og savnet bliver lige så stille mindre. Jeg ønsker stadig inderligt at du var her, men tænker også på alle vores gode minder. Min dejlige boxer-pige, jeg ser dig sovende med din lange, røde tunge ud af munden og den ene pote bestemt plantet på din gule frisbee, som du var så glad for. Derudover tænker jeg på din rørende tillid til mig, da vi var ved dyrlægen. Jeg holdt om dig, da du sad på bordet, og jeg kunne mærke, du pressede din ryg ind mod mig, men du var ikke bange... Det indikerede bare "når hun er tæt på mig, kan du bare undersøge mig, hr. dyrlæge".
Jeg tænker meget på, om vi ses igen... Det håber jeg. Der kan ikke have været en så fantastisk, livsglad, smuk, klog og sprudlende hund, uden der også er en Gud. Derfor "see you" Daisy. Din Kirsten
|
